


Omgivelser og faciliteter
Lindersvold ligger på kanten af Præstø Fjord, kun få kilometer fra Faxe by. Skolecentret Lindersvold har til huse på en gammel herregård, med store parkområder, der indbyder til boldspil, dyrkning af grøntsager og hygge i bålhytten, og værksted til sløjd- og metalarbejde. Vi har også skolehaver med tilhørende hønsehold, hvor vi dyrker grøntsager. Foran hovedbygningen er der en dejlig gårdsplads med græsplæner og delvis belagt med brosten, i typisk herregårdsatmosfære, hvor vi nyder at spise ude, når vejret tillader det.
Indenfor er der store, lyse klasseværelser, et bibliotek, et musikrim, værksteder, en café, et bordtennisrum og en multisal som vi bruger både til basketball og teater.
Naturen er rykket ind i baghaven
Den stormflod der ramte den sydøstlige del af Danmark i 2023 forandrede landskabet omkring Lindersvold. Et digebrud ved Feddet (Præstø Fjord) har betydet at en fjordarm nu strækker sig bagved vores hovedbygning, som nu har fået udsigt over vandet. Området indgår i et naturprojekt under Naturstyrelsen og fra skolen kan vi følge med i hvordan naturen overtager de tidligere opdyrkede marker. Fugle og vilde planter flytter ind og vi ser dagligt både glenter og sølvhejrer. En gang i mellem kommer havørnen også forbi.
De fantastiske omgivelser inspirerer os til at komme ud og nyde plante- og dyreliv samtidig med at vi lærer om naturens fænomener.
Naturklassen har sit eget grønne undervisningsmiljø omkranset af træer og buske og har som nabo en dam med frøer, salamandre og andre dyr. Foruden undervisningspavilloner er der gynger, trampoline, højbede og heste og får lige om hjørnet.
Nede ved Præstø Fjord har Heldagsskolen Lindersvold sin egen lille strandbase med paddleboards, bålplads og udendørs undervinsingsmiljø.
